Rud. Rasmussen åbner ny butik i Bredgade, Kbh
Den eksklusive møbelkollektion skal have et større udstillingsvindue.
Rud. Rasmussens Snedkerier åbner i starten af februar ny butik i Bredgade 23 og kommer dermed til at ligge ved siden af den eksisterende Carl Hansen & Søn flagship store. Her bliver butikken en del af den attraktive bydel omkring Amalienborg.
- Med åbningen af den nye butik har vi en oplagt mulighed for at skabe en unik designdestination for dansk møbelkunst. Både Carl Hansen & Søn og Rud. Rasmussen repræsenterer møbeldesign i verdensklasse, og vi har længe ønsket at samle vores tilstedeværelse og skabe en samlet kundeoplevelse i særklasse. Det kan vi nu endelig realisere med en regulær designhub med galleri, flagship store og butik i Bredgade 18, 21 og 23, siger Direktør for Carl Hansen & Søn, Knud Erik Hansen.